|
|
|---|
|
Uddrag fra nyhedsbreve 2006 |
|
|
|
2006-01-31 Status 2005. Godt Nytår! Regnskabet for 2005
efterlader ikke meget at ønske, idet overskuddet er konsolideret på et
tilfredsstillende leje. Det er derfor tid for, at endnu en af vore velyndere
(undertegnede) slutter sit økonomiske tilskud til driften, og foreningen
selv afholder en udgift for kobling til internettet. Beløbet er sat til
50.- pr.md., hvilket er knapt en syvende del af min udgift på 340.- pr.md.
Regnskab 2005 er vedlagt dette brev. Af foreningens både er Mulle,
Fleur de Lys og Moonstar til salg, og Kariba og Chivas er solgt i løbet af
året. Nye medlemmer Else & Villy Makholm har
solgt Chivas til Mona & Svend-Erik Sørensen, der har den liggende i
Kalvehave på Sjælland, og de ønskes held og lykke med anskaffelsen og
medlemskabet af foreningen. Udskiftning blandt Moonrakerejere.
Det er forbløffende så mange af
foreningens Moonrakere, der sælges efter relativt få års ejerskab. Køberne
har dels ikke tidligere har haft båd, dels skiftet fra en
mindre båd. Bliver de overraskede over størrelsen, håndteringen, bliver
de skuffede? Appellerer Moonraker til noget i manden, der gør, at han taler
for købet, måske med en mere tvivlende ægtefælle bagved? Hvor tit
oplever vi ikke, at små knægte henrykte peger på Moonrakeren og synes,
den er enormt sej! (Hvilket kan være pinligt for forældre, der har sejlbåd!).
I gamle dage var det en kendt sag blandt bådforhandlere, at købere af Storö
kom kørende i Jaguar, og købere af Moonraker kom i en Ford Mustang! Det
var dengang, men er det stadigt gældende? Jeg har aldrig ejet en Mustang,
men kunne godt have haft en. Moonrakeren har altid appelleret til mig, og
jeg er ikke blevet skuffet. Jo, detaljer, men helheden ikke. Og det gælder
tydeligvis også for andre, - listen over hvor
længe man har haft Moonraker ser sådan ud: Rikke
1980, Rimfaxe 1982, Moyana 1985, Amanda 1986, Dagmar 1986, Sprællebassen
1987, Camillo 1989, Charmi 1997, Kirke IV 2000, Bolette 2001, Mulle 2002,
Zidire, Juma, Moonstar, Stella Nova, Sotis, Mir 2003, Majka 2004, Nessie
2004, Kariba, Futte, Chivas, Fleur de Lys, Moonlight 2005. Nye motorer.
Hvad gør man, hvis man synes, at de installerede Perkins
motorer bruger ”for meget” olie? Man kan få dem overhalet, checket
kompression, slebet ventiler og en del andre ting, eller man kan lære at
leve med det! Man kan også vælge at rive de
gamle ud og få monteret 2 stk fabriksnye Volvo Penta KAMD 300HS63AE (210kW
/ 285Hk), og det er præcis, hvad Leif ”Amanda” har valgt at få gjort
her i vinter. Totalpris ca. 350.000.- incl. montering og et par nye aksler
og 19x24” 4-bladede propeller. Så vidt jeg forstår på Leif, så var han
ikke specielt opsat på at få mere power, men han fik et fordelagtigt
tilbud på disse motorer, da produktionen af dem er stoppet og Penta’s
sidste rest af dem blev solgt ud. KAMD300 er i øvrigt den mest
gennemtestede og driftssikre Penta motor til dato. De gamle Perkins T6.354 /
175Hk er sat til salg på hjemmesiden Service/Reservedele for 35000.- pr
stk. Har man brug for en reservedel, der ikke mere kan fås som ny, kan men
henvende sig til Leif, for at høre om han endnu har motorerne. Vi følger operationen undervejs
og tager billeder, så det bliver muligt at bringe en reportage og fortælle
om, hvad der skal ændres, for at de noget anderledes KAMD’er kan
installeres, - samt eventuelle opståede overraskelser med mere. Nessie i Västerås bytter også sine
Perkins 145Hk ud med fabriksnye Volvo Penta D3-130 (130Hk). Vi vender om
muligt også tilbage om denne udskifning. Tænk at kunne åbne ned til
nymalede motorrum med spritnye motorer!
Selv er jeg fast besluttet på, at
beholde mine egne Perkins, for så længe motorerne bliver passet og
problemer taget i opløbet, skal de jo kunne klare mere end de typisk 3000
timer de har gået i Moonrakere. Når de samme motorer sidder i lastbiler gør
de jo nemt 100.000 timer, dog naturligvis med store forskelle i
driftsforhold! Nogle vil naturligvis påstå, at prisen for udskiftning også gør, at man er tilbageholdende! Hjemmeside. Service/ Løsninger. Gorm har i
Moonstar (byggenummer 280 med styringen anbragt i bagbord side), lavet en
sofa i samme side. Løsningen er acceptabel, hvis man normalt altid styrer
fra flybridgen, og kun undtagelsesvis bliver tvunget til at styre fra
cockpittet i den lidt akavede stilling, som opstår når stolen er fjernet. Vores salgsside har (haft) både
til salg fra Tyskland, Italien (Svejts), England og Grækenland, og må således
siges at have europæisk (global?) appel! Ny side er tilføjet med diverse
ombygninger / ændringer. Service / Ombygninger. Service/ Løsninger/ Byggenummer
er tilføjet flere billeder af mulige placeringer af nummeret. Service/ Løsninger/ Flybridge
presenning hvor mål på en primitiv Flybridge vinterpresenning er lagt ind. Service/ Løsninger/ Optagning og
Søsætning: Min egen huskeseddel til brug ved optagning og søsætning, som
er brugt gennem mere end 20 år. Service/ Løsninger/ Motorcheck/
Aftapning af søvand fra motorer: Nogle vælger at gennemskylle motor med
frostvæske inden motorer lukkes ned for vinteren. Jeg har altid selv
aftappet søvandet og - nogle gange, gennemskyllet med emulgerende olie. Bibliotek/ Dokumenter: En ny
folder med forskellige dokumenter fra myndigheder og værft er oprettet. Her
kan man checke hvilke regler, der ligger for godkendelse og opnåelse af
LRBC (Lloyds Register Building Certificate som Moonrakere efter 1974 har
kunnet opnå) og andre dokumenter, samt en testrapport fra Moonraker Marine
International, som skulle udfærdiges inden en ny båd blev frigivet til
kunden. Bibliotek/ Rejsebeskrivelser: Rapport om levering af ny Moonraker (byggenr. 304) fra England til Danmark. Indlæg til nyhedsbrevet. Efterhånden som årene går, og jeg får
brugt, hvad jeg ligger inde med af 25 års erfaringer og oplevelser med
Moonrakeren, bliver det sværere og sværere at finde noget at skrive om. Da
det der interesserer Moonrakerejere, - ja netop, - er Moonrakere, må jeg
endnu en gang appellere til Jer at delagtigøre andre om Jeres erfaringer og
oplevelser. Der er desværre meget langt imellem indlæg fra medlemmerne om
ting, hændelser, – gode som ubehagelige, der kunne have bred interesse.
Det behøver ikke nødvendigvis at koste Jer penge, som det gør for Leif,
der får byttet sine motorer ud bare for, at jeg kan få noget at skrive om!
Kontingent
2006 Priserne er som i 2005, Danske
Moonrakerejere 75.-DKK/år, kombineret medlemskab Danske Moonrakerejere og
Moonraker Owners Club 135.-DKK/år, og kontingent kan overføres til Danske
Bank (reg.nr.4310) konto 4310500208, BG Bank (reg.nr. 1551) kt. 6589375. Fra Finland, Norge og Sverige bruges Danske Bank, IBAN: DK83
3000 4310 5002 08 / SWIFT - BIC: DABADKKK. Ved bankoverførsel til udlandet
er det billigst, hvis man krydser af i feltet hvor udgifterne deles mellem
sender og modtager, men så skal der lægges 20.-DKK til det beløb man
sender, da min bank beregner sig 20.- for overførslen, som de trækker fra
det overførte beløb.
2006-04-28 Lotus websites.
Det er en kendt sag for os
indviede, at Colin Chapman havde stor indflydelse på, at det gik Moonraker
som det gik, - både da det gik op og da det gik ned og sluttede i 1980. Blandt det brede publikum er
Chapman først og fremmest kendt for sine Lotus sportsvogne, - med god
grund. Og det betyder, at der er et utal af web sider, der prøver at fortælle
historien om hans virke og Lotus vogne. Tidligere var der ingen, der havde
kendskab til hans involvering i fremstilling af både, men efter at vi med
www.moonraker.dk har været på banen i seks år, har det ændret sig. Flere Lotus sider har taget det op, og tilbage i 2003 kopierede http://www.lotusdriversguide.com/More/index.php
materiale fra vor website uden først at indhente tilladelse fra os, hvilket
de dog efterfølgende har fået bragt i orden, - med tydelig angivelse af
kildemateriale. Nu er endnu en side http://silverstone.fortunecity.com/cosworth/633/motyacht.htm
kommet op, - med store uddrag fra vor side og hvad man ellers har kunnet
finde på nettet, desværre var siden dog fyldt med fejlagtige oplysninger
og, - uden vor accept. Efter henvendelse fra os har han fjernet et foto
taget fra vor side, samt korrigeret teksten en del, og endvidere lagt en
link ind til vores hjemmeside, - så er vi passiviserede! Der er stadig
mange fejl i hans oplysninger, hvilket er hans sag. Propellers
rotationsretning. Når vi køber en Moonraker, er
det med værftsinstallerede motorer, og vi tænker såmænd ikke på,
hvilken vej de roterer, - og hvorfor skulle vi det? Det gjorde en græker i
hvert fald ikke, da han i 1994 købte en 1970 Moonraker, der havde sejlet i
Grækenland, lige siden den kom dertil som ny. Han har nu mailet mig nogle fotos, der viser at båden er
monteret med helt ens skruer, - at de følgelig roterer samme vej! Han
skriver, at det under sejlads er nødvendigt med kraftig rorkorrigering, -
det tror pokker! Den kan ikke være rar at sejle, og man kan undre hvornår,
denne fejlmontering er sket, - i hvert fald ikke på værftet! Hvis han vil
rette op på det må han skifte den styrbord gearbox, da der er to
venstreskruer monteret. Træf
i Rørvig. Vi er
sent ude med at offentliggøre en dato, men forhåbentlig vil nogle
alligevel kunne passe den valgte weekend 29-30 juli ind i deres planer.
Foreløbig har Sprællebassen og Amanda, foruden naturligvis arrangøren
Rimfaxe givet tilsagn om deltagelse. Nogle af deltagerne tilbringer i øvrigt
ferien i Roskilde- og Isefjord, hvorfor der vil være mulighed for minitræf
på andre datoer. Amanda’s
motorer. Efter en lang vinter med nødvendige ændringer af
indretning og udstyr for montering af de nye motorer blev Amanda søsat
primo april. Visse praktiske overraskelser opstod undervejs i udskiftningen,
f.eks. var båden ved landsætningen kommet så tæt på en
betonblomsterkumme, at akslerne ikke kunne afmonteres, så båden skulle løftes
igen! Undertegnede har endnu ikke været med på en tur i
Amanda, men Leif synes tilfreds med resultatet og de investerede 400.000.-,
om end små overraskelser lå skjult i det at håndtere en Moonraker ved de
28-29 knob, som den nu gør, - en forøgelse på 50%. Desværre har tiden været
presset og hjemmesiden har derfor endnu ikke fået uploaded en artikel om
installationen. Hjemmeside. Sidst
jeg skrev om hvor meget plads vi har til rådighed på vor server var tallet
300Mb, hvilket nu er 500Mb, - til samme pris! Det er langt over hvad vi har
brug for idet vi kun fylder 43Mb! Besøgstallet har i øvrigt vist en
betydelig stigning, idet det i Marts var på 4918.
Overvejer
to familier at anskaffe en båd sammen, bør der oprettes en samejekontrakt
til imødegåelse af de uoverenstemmelser som kan opstå mellem selv de
bedste venner. Bibliotek / Dokumenter / Kontrakter på bådfællesskab. En fyr
fra Kroatien mailede om at hans glidelister i vinduerne flossede og trængte
til udskiftning. Jeg har derfor opdateret hjemmesidens anvisning på
problemet. Løsninger / Glideliste til vinduer. Mine mørke
vinduer har nogle anløbninger, som jeg ikke rigtig ved hvorfra stammer, -
er det kommet af sig selv eller skyldes det en gammel skade fra ammoniak.
Hvorom alting er, de har været svære at fjerne, men en mulig løsning er
angivet: Løsninger / Anløbne vinduer. Vor
side Bibliotek / Andre om Moonraker, har fået tilføjet en række
presseartikler fra tiden omkring likvidationen af Moonraker Yachts. Engelsk
proofreader
Ambitionsniveuet er højt! Jeg vil derfor igen høre, om der blandt læserne eller deres bekendte, skulle befinde sig en person (englænder eller anden med gode engelskkundskaber), der kunne korrekturlæse vore engelske websider.
2006-08-16 Nye
medlemmer. Mulle 370 er solgt til Kaj
Gjerding Hansen og ligger i Kragenæs, et veritabelt tyngdepunkt når det
drejer sig om Moonrakere idet hele tre både nu har hjemmehavn der!
Endvidere er Børge Iversen, der har en 1973/C Moonraker 218, samt Sven
Johansen med en 1975/E, der begge ligger i det Nordlige Norge, blevet
medlemmer. Velkommen til dem alle. Moonstar 280 er solgt til Morten
Juel Johansen og har hjemmehavn i Egå. Træf
i Rørvig. Fire både deltog og alle ankom fredag, Bolette som
den sidste efter at have udsejlet først lidt over 60sm fra Kragenæs til
Ballen, men da der ikke var plads at få, tog de lige de sidste knapt 60sm
til Rørvig med, ialt ca. 120sm! Man vil kunne forstå, de var temmelig udkørte!
Sprællebassen (331) skulle have deltaget, men gjorde Roskilde Fjord
allerede uge 28, og meldte derfor forfald. Majka ankom som den første, på kun een motor, da
bagbord gear var stået af. Hjemturen søndag foregik også på een motor,
med Bolette som ledsagebåd! Amanda kunne fremvise sine nye motorer Volvo Penta
KAMD300, som blev behørigt besigtigede! Arrangementet
blev gennemført i strålende sol og varmt vejr, som sommeren iøvrigt har været
så fuld af. Tilstoppede dysser.
Patrick
Mulhern, Newark, Delaware, USA, som har en 1976 model Sportsman, byggenummer
353, har fået begge sine Perkins 175Hk renoveret. Efter 20 timers driftstid
brænder styrbord maskine hul i nummer 3 stempel, og Perkins, som renoverede
dem nægter at have noget ansvar! Det viser sig at hans dysser er
tilstoppede med ”krystaller”, noget som var et problem for mange både
med tanke støbt i polyester i 1970’erne. Moonraker havde også nogle tilfælde før 1972, men har ikke siden haft noget, og hvis det viser sig at Patrick’s diesel er forurenet med krystaller, må det komme udefra via dieselen. Et firma er sat til at kontrollere hans diesel, og når der er noget nyt om det vender vi tilbage. Moonraker Owners Club. Desværre
meldte ingen sig til at overtage Morvyn’s plads som leder af den engelske
klub, og han har derfor indrykket en annonce i Motor Boats Monthly og
meddelt, at klubben lukker. Morvyn foreslog, at jeg påtog mig
jobbet, hvilket jeg takkede nej til, da det dels bør være en englænder,
der står for det, dels at vi ikke har kapacitet til at løse opgaven. Jeg forelog for måneder siden, at
de skulle rykke en annonce ind i et eller flere engelske magaziner og
efterlyse de personer, der givetvis sidder rundt omkring i England, der
havde lyst og kræfter til at overtage. Det har han så ikke haft mod på,
det er trist og desværre temmelig sløvt, synes jeg. Som tidligere skrevet vil de der
har betalt for 2006 medlemskab af Moonraker Owners Club, få godskrevet de
overskydende 60.-DKK. Hjemmeside.
-En
kort billedserie om Amanda’s nye motorer, Service / Løsninger / Nye
motorer isættes. -Udskiftning
af fenderliste med 62.TR30 fra Palby efter tip fra Åge”Mulle”, Service
/ Løsninger / Fenderliste. -Nyt
klubflag Moonraker vimpel, Bibliotek / Salgsartikler. -Vi
besidder ikke kapacitet til at udgive et Nyhedsbrev på Engelsk, men det
kunne jo være, at nogle alligevel gerne vil støtte Moonraker sagen og
blive medlem, - og nøjes med de uddrag fra Nyhedsbrevene, der oversættes
og bringes på den engelske side under ”Latest”. Tilmelding for
medlemmer udenfor Norden, Engelsk Version / About the Club / How to join. -Træffet
2006 i Rørvig er sat op med billeder og en kort beskrivelse: Arrangementer -Det Internationale Moonraker
Register fyldes drypvis med nye både, dels nogle der tilmelder sig selv,
dels gennem min afsøgning af, hvilke der er udbudt til salg over hele
verden. For nylig dukkede en gul 1974/E op til salg i Australien, en båd
jeg havde et sort/hvidt billede af, da den i 1974 lå i Skovshoved havn med
navnet ”Masai” ejet af en Australier Paul Mitchell! Grunden til at den
kunne identifieres var, at det gennem mail korrespondance viste sig at hedde
Masai og samme Paul Mitchel var sælger: Moonraker Register / International
Moonraker Register.
2006-10-30 Sejlsæson 2006
Man må til at se det i øjnene,
- sejlsæsonen er ved at være slut for i år. Det har været en fantastisk
sommer med varme og ringe vind, til tider for varmt efter min smag. Så en
august med så meget regn at man kunne sejle på land, efterfulgt af en
september og oktober med temperaturer langt over hvad der er normalt,
hvilket selvfølgelig har ført til en lang sæson. Bagsiden er så, at jeg
føler mig lidt snydt, for bådene er i fuld gang med at blive sat på land
ser jeg, - jeg troede at nu skulle efteråret komme med skoven falmende
trindt om land, og dage på vandet med frostklar himmel! Men det har jo
heller ikke været et vejrmæssigt normalår! Propeller.
Når jeg har målt dieselforbrug,
har det altid været ved at registrere fra fuld tank til fuld tank = tanket
antal liter. Her har jeg meget præcise udregninger, der siger at med
3-bladede 17x13 propeller er forbruget ved 1500 omdr. ( 8-9 knob) på 2,65 L
/ sm. Efter skiftet til 4-bladede 17x13
har mit tankningsmønster været et andet, og jeg har derfor ikke mange præcise
tankninger at beregne ud fra. Dog har jeg over 762 sm ved 13-1500 omdr. (8-9
knob) registreret et forbrug på 1466L, hvilket giver ca. 2.0 L / sm. Mine motorer når ikke op på de anbefalede 2600 omdr. ved
fuld gas, men kun ca 2200 omdr., så da tommelfingerreglen om at hver tommes
ændring på stigningen giver en forskel i antallet af omdrejninger på
100-200, burde skruerne nærmere være 17 x 12, hvis ikke lige det var
fordi, jeg stort set kun sejler ved 1500 omdr. og at jeg ønsker at optimere
brændstoføkonomien ved at have propeller monteret, som giver den bedste økonomi
ved netop disse omdrejninger. Topfarten har ikke ændret sig, idet den
stadig er 19knob. I øvrigt har jeg gennem årene
haft propeller med forskellige stigning monteret, og her ligger et skema
”Propeller_305”, der viser sammenhængen mellem størrelse, stigning,
omdrejninger og fart. Barry Greenwood, som har Golden
Sands nr.259, skrev I Moonrakers International for nogle år siden: “I fitted new four-blade propellers, size 16x13 with
a blade area ratio of 0.87. Earlier this year and during trials with clean
antifouling the boat achieved 20.3kts at 2350rpm with full fuel tank,
half-full water tank and two crew. Later in the year when slime had built up
we could only achieve 18.8kts. then made these changes: The props were
made 16x12x, and on speed trials I got 20.3kts. At the end of the
following year the speed was down to just under 19kts. with clean antifoul
etc. I had the props repitched to 16x11 and although I could
get 2500 rpm the boat speed was down to 17.3kts. I had the pitch changed back to 12 but the boat speed
never went above 19kts. apart from once, when I had tide and wind with me-it
did 20.2kts! - again with clean antifoul. On recent trips the max I can get is about 18.8 at
2350-2400. I tend to cruise at 15-16 at about 2250rpm. Propeller/speed relationship is not an exact science,
and the conditions of the boat, the sea, the atmosphere, can all have a
bearing on the outcome. Although I had the pitch changed back to 12, each
time it is altered they balance and fettle the blade edges and you lose a
bit off the diameter. I also have Strippers fitted and carry a RIB, which I
believe knock off about 1kt.” Hjemmeside. -Promotionfilmen
optaget i England og ved Middelhavet af JCL i 1972/73 kan nu foruden VHS
video versionen, også leveres på DVD (+R). Prisen er den samme 90.-Kr.,
men portoen er billigere end ved fremsendelse af en VHS video, nemlig
13.-Kr. indenfor Danmark (VHS 26.-Kr.), Norden 23.-Kr. (VHS 43.-Kr.).
Moderne DVD afspillere kan tage alle gængse formater, men skulle man ønske
en DVD ( -R), kan den fremskaffes. Bibliotek/Video_DVD. Se denne
interessante film fra en anden tid. -Står man over for at skulle udføre noget glasfiberarbejde,
kan man få opfrisket det mest elementære, ved at læse nogle artikler af
Bent Lyman og John Friborg, der er lagt ind til hjælp ved montering af
bovpropel. Løsninger/Bovpropel. -Når både bliver så gamle som
vore Moonrakere, sker det, at instrumenter ikke mere fås mage til dem du
har. Så er valget, at montere nye umage instrumenter eller prøve at
reparere de gamle. Mine timetælleres frontglas var blevet uklare, da de åbenbart
var støbte i noget plastmateriale der ikke er UV stabiliseret. Da
instrumenterne iøvrigt virkede godt, skilte jeg dem ad og monterede klare
glas i stedet. Service/Løsninger/Timetæller. -Leif Dahl har sat sin Moonraker
”Camillo” 1977 byggenummer 379 til salg for 550.000.-DDK. Moonrakere til
Salg/Camillo. -Som tiden går, og International Moonraker Register
efterhånden fylder mere og mere, er jeg kommet i tvivl om, hvor længe
siderne er om at åbne hos den enkelte bruger med ringe ADSL kraft. Jeg har
derfor valgt, at gøre åbningssiden mindre, ved at føre ”The above
mentioned vessels are known only by few facts” over på en selvstændig
side. Moonraker Register / International Moonraker Register/Page O (Uncertain
Vessels).
-Katalogsiden er udvidet, så det er
muligt at se sin årgang af Moonraker på CD, foruden de fotokopierede
udgaver. Pris for CD med ønsket indhold 50.- + porto ( 8.-Danmark / Europa
14.-) Bibliotek/Kataloger. Om at finde frem til
løsning Efterhånden, som hjemmesiden
udvides med ”sider”, kan det være svært at finde den direkte vej til
svaret på ens problem. Det vil derfor være en god ide at starte på siden
”Bibliotek / Moonraker Data” og her søge på problemet, idet en række
links er indsat på data, som kan være relevante. Dernæst kan man gå ind på
”Service / Løsninger” og ”Service / Tegninger / Manualer” og se om
der er noget der matcher, - og skulle der endnu ikke være dukket en
løsning op, så mail eller ring til mig, så prøver vi sammen. Terje Dehn |
|
|
|
www.moonraker.dk / to@moonraker.dk |