Serck InterCooler


Intercooleren (ladeluftkøleren) på Perkins T6.354 Low Line 175Hk passer sig selv og gør normalt ingen knuder. Den kræver ikke nogen særlig opmærksomhed. Det kan dog ske, at der samler sig tang og andre urenheder, - særlig naturligvis, hvis søvandsfiltret ikke er effektivt! Endvidere kan olie fra turboen samle sig i store kager på køleribberne og derved blokere for en effektiv køling af ladeluften.

Det kan derfor være opportunt at afmontere intercooleren for inspektion. Når den er demonteret, afskrues de to bronzebunde og indsatsen kommer til syne. Her kan man straks se om søgræs og andre urenheder blokerer for gennemstrømning. Når indsatsen skal ud, må der ikke bruges vold. Lader den sig ikke nemt trykke ud kan en plade lægges over og med lette slag af en (gummi) hammer trykkes løs. Prøv eventuelt at lægge hele intercooleren i meget varmt vand nogen tid og prøv så igen! Når indsatsen er ude kan den lægges i opløsningsmiddel eller varmt vand og derefter blæses igennem med en højtryksrenser.

Når den så samles igen, skal man være opmærksom på den udsparing der er i kransen på indsatsen. Den skal anbringes ud for aftapningshanen, der sidder på den ene endebund. Dette sikrer dels at søvandet kan tappes af, dels at indsatsen sidder orienteret korrekt inde i kroppen og at ladeluften ikke passerer uden om køleelementet. Og nu kommer det vigtigste: Brug nye og ubeskadigede O-ringe ved samlingen, og vær omhyggelig med at de ikke kommer i klemme! Hvis O-ringen (indv. ø115x4) af den ene eller anden grund er utæt, kommer saltvand i berøring med alu-kroppen og en nedbrydning starter, hvor store partier tærer væk og medfører utæthed ind til ladeluften og i værste fald fører saltvand med ind i cylindrene! 

............og det er ingen spøg, som billederne her illustrerer, hvor der gives anvisning på reparation.

2004


www.moonraker.dk  /   to@moonraker.dk