Presenning flybridge


Rimfaxe’s flybridgepresenning bar efterhånden præg af 25 års vejrpåvirkning, lappet som den var. Når den overhovedet kunne blive så gammel, skyldtes det reparation og omhyggelig vask med efterfølgende imprægnering ved hver sæsonafslutning. Sidste efterår gav den imidlertid op under en efterårsstorm, hvor den fuldstændig gik i spåner og enhver tanke om yderligere reparation var håbløs.

Den nemme og bekvemme løsning er så at bestille en ny hos sejlmageren, så det skulle det ikke være! Næh, vi syr den selv, men det gør man ikke med fruens symaskine. Dels fordi hun ikke bryder sig om det, men mest fordi den ikke kan klare det kraftige stof og ikke mindst, kraftige tråd.

Så her taler vi industrimaskine, f.eks. en Pfaff 138 / 6, og sådan en har jeg købt. Dem er der ikke så mange af, men jeg fik fat i en fungerende 50 år gammel elektrisk maskine for 1500.-kr.

Den originale presenning var sort acryl markisedug, og det kunne jeg købe i 120cm bredde hos Dahls Flagfabrik for 145.-kr/m.

Det er vigtigt, at alle stoffets kanter er sikrede mod at ”løbe” når de udsættes for vindens påvirkning, og her er det så heldigt, at acryl kan smelte. Hvis man i stedet for at klippe stoffet i form, bruger en varmekniv får man sikret kanterne, da de ved skæringen smelter til en kant, der ikke er tilbøjelig til at ”løbe”. Varmekniv kan købes hos velassorterede skibsprovianteringer (til tovværk) og koster 700-900 kr. Det er vel meget at investere i kun for en pressenning, så jeg brugte en 60W loddekolbe fra mit værksted i stedet. Det går ikke så hurtigt, men er effektivt nok!

Som nævnt var den gamle presenningen meget medtaget og store dele af den manglede, så det var ikke muligt at bruge den som oplæg til den nye. Men jeg kunne låne Amanda’s, og her adskillige arbejdstimer senere sidder der en ny med perfekt pasform på Rimfaxe!

Udgifterne løber op i alt til 1620.- (6.2m stof, sufflet vridere, pariserringe, sytråd m.m, samt kørsel for prøvning på stedet ialt 900km / 450.-) dog exclusive symaskinen, som jeg regner med at kunne sælge for det samme, når jeg har syet nye mormorsejl til agterdækket.

Indsyet i Amanda’s presenning sad leverandørens modelnummer og han kunne fortælle, at en tilsvarende i dag ville koste 3800.- alt incl. Havde jeg vidst det inden jeg gik i gang, havde jeg nok bestilt den hos ham!  

2003.06.


www.moonraker.dk  /   to@moonraker.dk