Renovering af Moonlight 265


I løbet af sommeren 2005 blev vi mere og mere enige om at Moonlight skulle skulle have en overhaling, lidt mere end en almindelig efterårsklargøring. Det var ikke ”bare lige” da båden ligger fast i Middelfart og vi bor i Esbjerg, men nu skulle det altså være. 

Vognmanden blev bestilt og Moonlight blev af snørklede veje, - for at undgå div. broer -, kørt til Esbjerg, hejst over hækken og sat på græsplænen ….. arbejdet kunne begynde.

Den planlagte overhaling udviklede sig og hurtig vi var i gang med en større renovering.

Ole, vores søn, der er i lære som skibsmontør, godt nok med Catarpilar og Mak motorer som speciale, mente at topstykkerne på vore Perkins helt sikket trængte til at blive set efter. 

Topstykkerne blev pillet af. Der var fri adgang til stempler og cylinderne. Nu afslørede et måleudstyr, at cylinderne var slidt ovale, det måtte de ikke være, og det fortalte noget om resten af  motorernes tilstand. Der blev indledt et samarbejde med en arbejdskammerat, der var lærling hos et firma der bl.a. arbejder med Perkins. Begge motorer skulle helt ud.  Det kunne ikke lade sig gøre uden at blive adskilt eller dele af glasfiberen bliver skåret væk, jeg valgte den sidste løsning, så vi ikke skulle samle og prøvekøre, og så adskille og montere og så samle igen i motorrummet. Den ene bolt i motorophæng var for øvrigt brækket.

Motorerne blev spændt op i et stativ, så de kunne håndteres, totalt adskilt og alt kommer en tur i rensemaskinen.  Det viser sig at det var på høje tid, 5 stempel ringe lå i småstykker i rillerne, hvilket i værste fald kunne udløse et større motorhavari. Mange dele bliver udskiftet:  ventiler og styr, dyser, cylinderforinger, vandpumper, olieslanger, generatorer  samt alle lejer og sliddele. Motorerne samles med nye pakninger og lakeres. Prisen for denne omgang beløber sig til ca. 45000,00 i reservedele plus en ”is og et par pizzaer” til de to knægte, der brugte mange arbejdstimer på projektet. Men det lød også rigtig godt, da der blev startet op i prøvebænken.

           Klik på fotos for større billede  

Når nu en stor del af båden var adskilt, lagde det op til en renovering af meget andet og det hele greb hurtigt om sig.  Hele ”styrehuset” bliver tømt for alt hvad der kan skrues, klippes eller rykkes af, der blev slebet og spartlet og lakeret.  99% af alle ledninger til instrumenter, motorer, lamper og ekstraudstyr er skiftet ….. de eneste der ikke blev skiftet er ledninger under loftbeklædning i for– og agter kahyt. (Bare til info: der går ca. 250 m. ledning  i en Moonraker, når man ”sparer” lidt, jeg har pillet mere af). Nye sikringer, instrumenter og lanterner monteres. Pris ca. 18.000  … og så tager det rigtig lang tid.

I motor rummet er nu rigtig go´ plads så de gamle kobberrør til vand og gas udskiftes, der slibes, renses, males og lydisoleres og en kran sætter de ”nye” motorer på plads igen.

Forrest, under fordæk er ankerbrønden lavet større så kæden nu problemløs kan køres ind. Der er lavet hylder øverst under dækket langs siderne og nyt sidebeklædning. De gamle sorte plastplader og låger til bl.a. instrumenter og sikringer er udskiftet med mahonybejdset og satinlakerede finerplader, det samme med et par hængslede loftlåger så adgang op under flybridgen lettes. Loftbeklædningen i ”styrehus” stod ikke til at redde så der måtte nyt op. En ny gas/gear boks og en brugt, men ok, fra Den Blå Avis og 5 nye kabler er monteret.   

Skrueakslerne rettes op, den ene slog ca 3 mm, så de skulle jo være utætte ved stævnrør, hvilket de også var. Nye bøsninger ved rorstammerne er monteret.

            

 

Udvendig bliver næsten alt rustfrit afmonteret og elektropoleret, til en pris af 2500,00, men så ser det også næsten nyt ud. Jeg droppede at skrue søgelænder af agterdæk og håndtag af forkahyt da jeg ellers skulle have loftbeklædningerne af indvendig, hvilket ikke kunne gøres uden der også skulle monteres nyt og så var jeg pludselig også i gang med en større omgang der også  ….. jeg var nødt til at stoppe et sted for denne gang.

Hele fribord og overbygning slibes ned, spartles og lakeres. Båden er tidligere lakeret med eenkomponent lak, hvilket normalt betyder, at der ikke kan bruges en tokomponent uden alt det gamle fjernes først, helt. Det var et kæmpe arbejde som jeg ikke var helt vild med. Jeg beklagede min nød til en Hempel forhandler der påstod at hvis den gamle lak har siddet i min. 5-8 år kan man udmærket anvende en tokomponent lak på en grundig afslibning efterfulgt af en grunding. Jeg lavede nogle forsøg og det var faktisk rigtig, der skete ikke noget. Båden blev nu slebet, grundet og lakeret med ”poly best”.

Efter forholdene syntes jeg, det lykkedes ret godt. Spartel, grunder, lak og div. hjælpematerialer ca. 7000,00 kr.

      

Det største problem, ikke det der tog længst tid, men det der gav flest spekulationer og også gjorde mig lidt sur, var nok ruderne, den ingeniør der har opfundet aluprofilerne til en Moonraker har ikke tænkt 20 år frem eller bare til den første rude går itu. Hele siderammen med alle ruder skal af for at skifte en enkelt rude.  Jeg måtte altså have det hele ud, pillet gammel silikone og gummilister af, slebet og lakeret profilerne, det var nu ikke så slemt, men at samle et 3,5 m. langt vinduesparti på græsplænen og få det sat på plads uden at det hele giver sig så meget at det igen bliver utæt er ikke let, det lykkedes ikke, heller ikke 100 % med de store frontruder, så det er en ommer, helst inden næste sommer. Jeg har overvejet forskellige løsninger og det ender nok at aluprofilerne laves lidt om så de kan monteres inden der kommer ruder i.

Når nu det hele er overstået, har jeg næsten helt glemt vi ikke kom i vandet i 2006 og næsten glemt hvor mange timer der lagt i båden. Det er super dejligt et vores dejlige gamle Moonraker er i topform uden skumle ledninger og ditto rør og slanger.

Med alt kraft sat på fra hele familien lykkedes det at prøvesejle en uge inden sommerferien startede, der var selvfølgelig nogle ting der skulle rettes, det blev gjort og en tidlig søndag morgen sejler vi ud fra Esbjerg havn, op langs den Jyske vestkyst, i godt vejr, for ca. 9 timer senere at lægge til i Thyborøn. En dejlig tur - i blandet vejr - gennem Limfjorden, i Mariager fjord, Århus bugt og 3 uger, 400 sm. og ca. 700 l. diesel senere ligger vi igen på vores plads i Middelfart lystbådehavn.

Vi har nu sejlet sommeren igennem og har så opdaget de ting, der skal rettes: Vinduer skal tætnes. Propeller var så slidte at de ikke kunne afbalanceres  og skulle have været skiftet, det bliver de nu. BB motor drypper en del olie så bagerste oliering på krumtapakslen  skal skiftes. I et pakningsæt  leveres  ens pakningsdåser til begge motorer, det duer ikke da den ene løber ”forkert” vej. Det er heldigvis en garanti reparation. Det var også meningen at pantryet skulle renoveres og en holdningstank står klar til montering, det nåede vi ikke inden søsætning. Det er jo også rart at have noget at lave i de kommende vintermåneder .

Alt i alt med: presenning til flybridge, hynder, tæpper, tagabøjle, kabler og bokse, ekkolod, gasfittings og 100 af andre ”småting” har hele herligheden kostet ca. 125 000,00 plus et ukendt antal arbejdstimer.

Nu glæder vi os bare til næste sommer hvor vejret sikkert bliver meget bedre end i 2007, (det kan vel ikke blive meget ringere) så vi alle kan få en rigtig go´ sejlsæson og måske mødes et sted derude.

Med sejler hilsen, Anna & Henning ”Moonlight”

11/2007


www.moonraker.dk  /   to@moonraker.dk